Singlehandsejlere har ikke meget selskab om bord. Derfor får de nu et socialt forum for ligesindede. Jens Als Andersen lancerede en gammel britisk idé inden start på QDRS.

Singlehandsejlads er en underlig aktivitet på flere måder – man tager afsted ud på havet i en båd i som dybest set er lavet til at sejles med fuldt mandskab, og sejler tit lange distancer i vejr man ikke selv har valgt. Og der er ikke noget andet menneske om bord, hverken til at hjælpe til, eller til at snakke med. En singlehand kapsejlads er en oplevelse der sætter spor, og dem har man typisk lyst til at dele med de andre, der har oplevet det samme.

Idé fra OSTAR

Men dem ser man jo ikke, andet end kortvarigt før start, hvor man har hovedet fuldt af de sidste forberedelser – og bagefter, til, prisuddelingen.

Den udfordring har Jens Als Andersen stødt på for mange år siden, i forbindelse med sine tre deltagelser i den transatlantiske singlehand-sejlads OSTAR. Her stiftede man den såkaldte ”Half Crown Club”, som var åben for alle, som havde stillet til start i en transatlantisk kapsejlads. Medlems-kontingenten var, som navnet antyder, en ”half crown”, et overkommelig beløb, og det eneste formål var at samles fra tid til anden og dele erfaringer og oplevelser.

Champagne og femkrone

Ideen er nu genoplivet og indført her i Danmark, på initiativ af netop Jens Als Andersen. Torsdag aften blev den danske ”Half Crown Club” stiftet i Skovshoved, med champagne og deltagelse af over 30 sejlere, alle startende i Quantum Danmark Rundt Singlehand. En dansk femkrone med en tynd line i blev uddelt til alle, måske som en slags mellemting mellem en medalje og et halsbånd, der beviser medlemsskabet i den lille, men eksklusive forening.