,

Med kurs mod Skovshoved

Som man kan se på vores tracking, snegler et langt spor af deltagere sig mod nord, forbi Møns klint og Køge Bugt, mod København – en etape på 82 sømil. Ringen er snart sluttet, for et Quantum Danmark Rundt Singlehand som har budt på lidt af hvert. Det har været sejlads i begge yderpunkter, rent vejrmæssigt, og mange deltagere er faldet fra. I en sejlads som denne er det dog forventelig med et vist frafald – i de fleste tilfælde er det udtryk for sund dømmekraft, når en deltager vælger at trække stikket.

Personlig udfordring – og kapsejlads

QDRS er altså primært en personlig udfordring, men det er også en kapsejlads. Og kigger man på resultaterne, nu hvor sejladsen trækker mod enden, så kan man se at der er to sejlere som kæmper om overall sejren: Jan Møller (Aphrodite 101 “Chelsea”) og Stig Wittrup (First 40 “My Way”). Førstnævnte er fra klasse “Slow”, sidstnævnte fra klasse “Fast”. De ligger á point lige nu, og den etape de er i gang med lige nu, vil afgøre. Som trackingen viser, er de to først i feltet, så det kunne godt ligne en delt overall-sejr. Tredjepladsen deles ligeledes af en båd fra klasse “Slow” (Tage Danielsen, Maxi 999 “Triton”), og en fra klasse “Fast” (Thomas Becker, Dynamic 43 “Rasmus”).

Søndag aften er der festmiddag og premieuddeling i Skovshoved.

,

…og så var det Assens

Danmark Rundt-toget kører. Og nu har feltet nået det, som for sejlerne er et efterlængtet pusterum, hvor de kan mødes og dele oplevelser, udfordringer, opture og nedture. Her i Assens, halvvejs på turen Danmark Rundt, bliver der morgenmad med borgmesteren, tid til at sove lidt mere end nogle få timer, og fikse de ting på båden, som er røget under den hårde tur. Og snakke med hinanden.

Helvede til himmel

Etapen fra Bønnerup til Assens (101 sømil) markerede et skift fra helvede til himmel, for så forskelligt kan det være at være på havet. Sol og blå himmel, en frisk, men behagelig brise, og en tur igennem varieret og smukt farvand ind i Lillebælt.

Danielsen forbi Møller

Jan Møller (Aphrodite 101 “Chelsea”) kom først afsted fra Bønnerup, men lavede et navigations-fejl ved Endelave som kostede 5-6 sømil, og som slap hans nærmeste konkurrent, Tage Danielsen (Maxi 999 “Triton”), forbi. Danielsen formåede at holde sig foran, og nåede i mål få minutter før Møller, i det solen forsvandt og mørket faldt på i Assens havn. Polske Piotr Parzy (Banner 34 “Hadron”) var tredje båd i mål.

Større både på vej

De større både er nu ved at indhente de ovennævnte tre både fra klasse “Small”, som formåede at kæmpe sig ind til Skagen i uvejret i en god tid. Stig Wittrup (First 40 “My Way”) kom ind kort efter de tre første, som altså så langt har ligget pænt foran resten af feltet. I skrivende stund , ved midnat, er de øvrige både på vej igennem Lillebælt, på vej sydover mod Assens, og i løbet af morgentimerne vil de fleste være i havn.

13 både tilbage

Der er nu 13 både tilbage af de 28 startende – Morten Larsen (IMX-40 “Pralex”) kastede håndklædet i ringen tirsdag efter et flot forsøg på at fuldføre første etape fra sin nødhavn i Gilleleje.